V's historie om selektiv mutisme.Historien starter da V er 2 år. Hun passes af en dagplejemor, som hun er glad for, og hun har ingen problemer med at tale til alle. Desværre skal denne dagplejemor flytte, og V bliver derfor nødt til at skifte til en anden dagplejemor.
Vi finder en anden i lokalområdet, som vi umiddelbart er glad for. Desværre viser denne dagplejemor sig senere ikke at være god ved V. V er ikke glad for at komme dernede og græder meget om morgenen. Vi har på fornemmelsen at det skyldes denne oplevelse at V senere udvikler selektiv mutisme, men kan selvfølgelig ikke vide det med sikkerhed. Det går så dårligt ved denne dagplejemor at vi tager V ud af dagplejen en måned før tid. Vi holder hende hjemme i perioden indtil hun skal begynde i børnehave. Hun starter så i børnehave som 3-årig. Opstarten i børnehaven går dårligt. Hun er meget utryg og har meget svært ved at løsrive sig fra os om morgenen. Vi er derfor nødt til at sidde i børnehaven ca. 1/2 time inden vi kan få hende til at give slip og blive lidt tryg. Det første halve år i børnehaven har hun ikke nogen legekammerater, men leger mest alene eller sammen med en voksen. Der er især en pædagog, som hun knytter sig meget til, og stort set er i nærheden af hele tiden. Desværre stopper denne pædagog, da V har været i børnehaven ca. 1/2 år. Måske opleves dette som endnu et svigt, der kan være med til at øge hendes problemer. Efter ca. 3/4 år begynder V at lege med et par andre børn i børnehaven. Vi har på dette tidspunkt dog allerede truffet beslutning om at hun skal flytte til en anden børnehave, fordi opstarten har været så dårlig, og fordi der er en anden børnehave, hvor hendes veninde, nabopigen, går - og vi håber at dette kan påvirke hende i en positiv retning. Vi er også på dette tidspunkt lidt opmærksomme på at V stort set ikke taler i børnehaven. Hun taler næsten ikke med de voksne, kun lidt med en af dem. Hverken vi eller børnehaven kender noget til selektiv mutisme, og er derfor ikke opmærksomme på at det kan være det. Da hun har været i børnehave i ca. ét år, skifter hun så til en anden børnehave, hvor nabopigen, en god veninde, også går. Vi håber at dette vil kunne hjælpe - og hun er selv meget glad for at skifte. Hun får faktisk hurtigt nogle venner i den nye børnehave, sjovt nok børn som også er flyttet over fra den gamle børnehave, der generelt havde et lidt dårligt ry i denne periode. Hun får hurtigt en omgangskreds på 2-3 venner, som hun leger med i det daglige. Dog taler hun overhovedet ikke med de voksne. Børnehaven er ikke bekendt med selektiv mutisme, så ingen gør os opmærksom på problemet. Da hun har været i den nye børnehave i ca. et halvt år, ser vi ved et tilfælde udsendelsen "De tavse børn" om selektiv mutisme i fjernsynet, og vi kan øjeblikkeligt se store lighedstræk med V. Den lille pige Madeleine i udsendelsen opfører sig stort set magen til V. Vi læser hurtigt op på selektiv mutisme og gør også børnehaven opmærksom på problemet. Vi har flere møder med børnehaven, og de er enige med os i "diagnosen" og vil gerne hjælpe med at gøre noget ved det. Vi læser op på metoderne til behandling af selektiv mutisme, primært "sliding in", som vi har meget tiltro til - og som virker som den mest gennemprøvede metode. Samtidig involverer vi kommunens børnepsykologiske team. Vi gennemfører en del møder med børnepsykologisk team og skolepsykologen. Desuden gennemgår V en tale/sprog-undersøgelse, som viser at hendes sprogniveau er fint og måske endda lidt over hendes jævnaldrende. Hun taler på dette tidspunkt ikke med en eneste voksen i børnehaven, og hun taler kun med de 2-3 børn, som hun kalder sine "venner" i børnehaven. Hun taler også med nabopigen, men taler ikke med hendes forældre, selv om hun har leget i deres hus mange gange. Hun taler med sine bedsteforældre (efter lidt opvarmning), men ikke med sin morfar og andre familiemedlemmer, som hun ser mere sjældent. Der går ca. et halvt år hvor vi forsøger at få kommunen til at bevilge ekstra timer til børnehaven, så de kan hjælpe med sliding in. Vi fortsætter møder med diverse børnepsykologiske team, osv. - som dog mest handler om at informere dem og kun lidt om rådgivning og praktisk støtte til os. Efter en hård kamp med kommunen lykkedes det at få bevilget nogle få timer om ugen til opstart efter sommerferien. Efter sommerferien, hvor V nu er blevet 5 år, går vi så i gang med sliding in. På trods af de ekstra timer har børnehaven svært ved at magte opgaven. Det bliver i praksis mest os selv der kommer til at sidde i børnehaven og gennemføre sliding in, mens diverse forskellige pædagoger sidder med ved bordet. Hvis det lykkes V at sige noget, tilbydes hun typisk et stykke slik. Det tager et stykke tid for os at finde de rigtige metoder til dette, men det går efterhånden bedre og bedre. En af pædagogerne tager også med V hjem en time om ugen, men dette har dog umiddelbart ingen effekt. Efter et halvt år hvor far sidder ca. 1/2 time med V hver eneste morgen, kommer vi stille og roligt fremad, så hun nu kan svare på forskellige pædagogers spørgsmål (under pres). Hun kommer dog ikke selv med information, og siger kun noget, når hun bliver spurgt direkte. I 2010 har vi arbejdet videre med sliding in, på trods af at kommunen ikke mere bevilger støttetimer. Vi sidder stadig 1/2 time hver eneste morgen i børnehaven, og arbejder på at gøre V mere tryg, og sige mere og mere til pædagogerne. Arbejdet bliver besværliggjort at store udskiftninger blandt pædagogerne, meget sygdom og mange vikarer. Det er også et stort problem at vi ikke kan få en pædagog til at overtage "sliding in", så vi kan få V lært at tale i børnehaven uden at vi er tilstede. Men vi eksperimenter med forskellige metoder og kommer langsomt fremad. Her i 2010 har hun lært at sige godmorgen om morgenen (til alle pædagoger). Hun har også lært at sige farvel. Hun har lært at spørge alle pædagogerne om de vil være med til at vinke sammen med hende om morgenen. Desuden er hun gradvist blevet bedre til at tale med os, selv om der sidder andre voksne og børn (ikke-venner) ved bordet ved siden af hende. Marts/april 2010Det sidste nye er at vi er begyndt at træne hende i at svare de voksne, når de spørger hende om noget i løbet af dagen. Vi har lavet en seddel, som børnehaven kan krydse af på, om hun svarer på spørgsmål eller ej - samt om hun henvender sig verbalt til dem, hvis hun skal have hjælp til noget. Hun er begyndt at være mere bevidst om problemet selv, og det er blevet nemmere at forklare hende at det er et problem, hun ikke kan tale. Det er faktisk gået en del fremad, siden vi begyndte på dette. Hun er blevet bedre til at svare på de voksnes spørgsmål, og har også flere gange henvendt sig til dem, hvis hun skulle have hjælp. Hun har stadig sine foretrukne pædagoger, som hun næsten udelukkende vil tale til. Nye pædagoger og vikarer vil hun meget nødigt tale med, og gør meget for at undgå det. Vi forventer at V skal i skole efter sommerferien, så vi håber at vi kan nå at løsne mere op for problemet inden sommer. Vi er påbegyndt udredning ved børnepsykiatrisk afdeling på det lokale hospital. Det er dog en utroligt langsommelig proces. Nu efter 3-4 måneder er de stadig ikke færdige med udredningen har endnu ikke en diagnose. Vi forventer derfor ikke nogen egentlig behandling fra deres side før efter sommerferien. Igennem hele forløbet har vi talt med mange rådgivere (børnepsyk. team, skolepsykolog, osv.) og fælles for dem alle er desværre at de har begrænset viden om selektiv mutisme, og kun har meget lille mulighed/evne til at give egentlig hjælp. Deres hjælp er begrænset til at holde møder med os og rådgive os ud fra deres ret begrænsede viden om området. Vi mener at selektiv mutisme er en "lidelse" som der er gode muligheder for at behandle tidligt, hvis man bruger tid på det og benytter nogen af de grundige og afprøvede metoder fra USA og England, så som "sliding in". Det er utroligt vigtigt at man kommer så tidligt igang som muligt, da der ellers er risiko for at mutisme bliver mere "fastlåst" og vil gøre barnet mere trist og ensom senere hen, efterhånden som det bliver mere bevidst om sit problem. V er en meget glad og frisk pige, der altid synger, griner og danser. Hun elsker at komme i børnehave og er meget glad for at gå dernede. Så hun er endnu ikke påvirket at problemet på negativ vis. Vi gør alt hvad vi kan for at undgå at det skal påvirke hende, så hun ikke er glad mere. Januar 2011.V går stadig i børnehave på nuværende tidspunkt. Hun bliver snart 7 år, så hun skulle egentlig være startet i 0. klasse sommer 2010. Vi havde aftalt med et andet forældrepar, at V skulle i samme klasse som deres datter. Desværre fik dette forældrepar et råd fra en børnehavepædagog om at det kunne blive et problem for deres datter at komme i klasse med V, da hun ville være den eneste V kunne tale med, og det derfor måske ville kunne påføre hende problemer. Det andet forældrepar valgte at følge dette råd på trods af vores argumenter om at det ikke burde blive et problem for den anden pige, måske tværtimod - samt at det ville blive et meget stort problem for V, hvis hun ikke kom i klasse med den anden pige, da hun dengang var den eneste V kunne tale med på den årgang. Vi kæmpede meget for det, men det lykkedes os ikke at få de to piger i samme klasse. Vi var derfor nødt til at acceptere at V skulle i en anden klasse, hvor hun ikke kunne tale med andre børn fra starten af. Det ville altså blive en noget hårdere opstart for hende. Vi fik en aftale med børnehaven om at V kunne komme til børnehaven indenfor den første måned, hvis det ikke gik i skolen. Vi prøvede 4 dage. De første par dage var V meget glad og forventningsfuld. Men pga. hendes mutisme har hun meget svært ved at skabe nye venskaber og komme ind i nogen af de andre grupperinger af børn. Så på 3. og 4. dagen begyndte V at blive skuffet og ked af det, fordi hun ikke kom til at lege med nogen af de andre børn. Vi vil ikke have at vores glade og lykkelige barn skal forvandles til et ulykkeligt barn, så vi valgte at tage hende tilbage i børnehaven igen. I børnehaven har hun flere venner, både drenge og piger, som hun taler med. Hun har altså et bredere netværk blandt de børn, der er ét år yngre end hende. Derfor håber vi at endnu et år i børnehaven kunne give hende ro til at arbejde med hendes mutisme, og måske åbne op for at hun kan få en meget bedre start i skolen et år senere. Det lykkedes os at få støttetimer i børnehaven (5 timer om ugen), som har givet børnehaven mulighed for at arbejde med mutismen. Derudover har vi gået til hypnose i en længere periode, én gang om ugen. Det har dog tilsyneladende ikke haft den store effekt. V gør langsomt fremskridt. Hun kan nu tale ret frit med én af børnehavepædagogerne. Hun taler (så vidt vi ved) med de fleste børn på hendes årgang, samt de fleste af de mindre børn. Så generelt er hendes situation meget bedre end den var før sommerferien sidste år. Det lettede meget på hende, at de store børn forsvandt fra børnehaven. Vi forsøger på at få hende til at tale frit med flere af pædagogerne. Vi er i et behandlingsforløb ved børnepsykiatrisk afdeling her i byen, hvor de bruger kognitiv adfærdsterapi til at arbejde med hendes mutisme. I praksis er det en form for legeterapi. Det er endnu for tidligt at se om det giver resultater. Vi skal i skole nu til sommer. Der er ingen tvivl om at hun vil stå meget stærkere, end hun gjorde sidste år. Hun vil kunne tale med mange flere børn ved opstarten. Vi håber at hun også nemmere vil kunne tale med lærerne. Andre der ønsker at komme i kontakt med os, er velkommen til at gøre det via administratorerne af denne side. |
| Til forsiden |