Vi er en familie bestående af mor, far og to børn. M er fem år og storesøster til J på to et halvt. M taler kun til ni personer : mor, far, lillebror, bedste, bedstefar, oldemor, to kusiner og én veninde. Er der bare én ud over disse personer tilstede, taler hun ikke.
Til tider taler M også til de nævnte personer i f.eks. et supermarked eller andre steder, hvor der ikke er en social relation til andre personer i nærheden.

M har altid været tilbageholdende med at kontakte andre børn. Da hun som spæd var i mødre gruppe, foretrak hun at sidde hos sin mor. Hun var meget ked af at komme i dagpleje og kunne finde på at gemme sig, før hun skulle af sted. Hjemme var hun derimod altid glad og lærte hurtigt at tale med et stort ordforråd til følge. Hun var glad for at lege med vi forældre og glad for at være ude og lege.
Da hun skulle i børnehave, fik hun meget stor selvtillid, og når hun fx gyngede kunne det næsten ikke blive højt nok. I begyndelsen talte hun til nogle af de andre børn i børnehaven, men fra en dag til den anden stoppede det, og hun mistede også sin selvtillid. Fx turde hun næsten ikke at gynge længere. En dag fik vi at vide i børnehaven, at de var bekymrede for hende, og at hun slet ikke talte. Hun valgte også at lade være med at bruge toilettet i børnehaven. I samarbejde med børnehaven valgte vi at kontakte Pædagogisk psykologisk rådgivning, og M fik diagnosen selektiv mutisme. Fra PPR havde de dog ikke nogen løsningsforslag.
Vi var naturligvis meget kede af det og prøvede forskellige ting. Vi blev af vores læge henvist til en børnepsykiater, men han mente ikke, at der var nogen umiddelbar løsning på problemet, før M var gammel nok til selv at ville have løst problemet. Det kunne derfor have lange udsigter, og psykiateren fortalte om tilfælde, som først blev løst i 6. - 7. klasse.

Vi blev meget kede af, at der ikke var nogle løsningsforslag, da vi hver dag kunne se, hvor meget M var plaget af sit manglende sprog og dermed sin mulighed for at lege på et ligeværdigt niveau.
Gennem PPR fik vi bevilget en ressource pædagog 10 timer om ugen i børnehaven. Hun anvender Marte Meo pædagogik, som går ud på at tage udgangspunkt i barnet og dets initiativer. I den forbindelse foreslog børnehaven, at der blev lavet videooptagelser i børnehaven og hjemme hos os. Optagelserne blev lavet af Hanne Weidlich, som er en del af ressource teamet i kommunen. Hver uge blev vi optaget, og hver uge fik vi tilbagemeldinger fra Hanne. Det har kørt sådan i ca. et halvt år. Det har ført til, at vi f.eks. i spise situationer har opnået, at M sidder ved bordet, til vi er færdige, hvor M før forlod bordet midt i måltidet. På den måde har vi fået mere struktur i sådanne situationer. Vi har lært at lade M tage initiativerne, ikke at stille spørgsmål, men at konstatere. Dog har det ikke ført til, at M er begyndt at tale i f.eks. børnehaven.

I April så vi TV programmet "De tavse børn" . Det var første gang, vi så børn med samme problem som M og forældre i samme situation som os. I programmet blev nævnt Maggie Johnson, som har arbejdet med børn med selektiv mutisme i 20 år. Hun har skrevet en bog, som indeholder et træningsprogram til børn med selektiv mutisme. Vi fik fat i bøgerne "The Selective Mutism Resource Manual " af Maggie Johnson og Alison Wintgens. Samt bogen "Helping Your Child With Selective Mutism" af bl. a. Angela E. McHolm.

Efter at have læst bøgerne er vi her i august 2007 begyndt at anvende ideerne fra bøgerne på M i børnehaven. I store træk handler bøgerne om ikke at presse barnet til tale, men at lave en langsom tilvænning til at tale der, hvor barnet af angst ikke tør og kan tale.

Vi er i øjeblikket i børnehaven 3 dage om ugen i ca. 40 min. af gangen. Vi sidder med M i et rum og spiller f.eks. nogle spil, hvor M med få ord eller kropssprog kan deltage. Ideen er, at M langsomt skal blive så tryg ved situationen, at hun evt. begynder at hviske og senere tale med normalt stemmeleje. Langsomt skal en person arbejdes tættere og tættere på rummet for til sidst at komme ind i rummet og deltage. Alt sammen gøres kun i det omfang, M er klar til det. Det vil sige i små etaper, så M ikke føler sig presset til noget, hun ikke har lyst til. I bogen kaldes metoden "Sliding- in". Som vi har læst om for andre, forventer vi, at det vil komme til at tage lang tid.

På samme måde tog det lang tid, før hun begyndte at tale til sin veninde. Veninden havde været hjemme hos os 10-15 gange og leget med M, uden at M havde talt til hende. En aften kunne jeg se, at M spekulerede på noget og spurgte, hvad hun tænkte på. M sagde, at hun tænkte på, om veninden ville grine af hende, hvis hun talte til hende. Jeg sagde: "Nej, hun vil blive meget glad, hvis du taler til hende, og I vil kunne lege meget bedre". Tre dage efter kom veninden på besøg. Da de havde leget i en halv time, ville de se en film i fjernsynet og pludselig begyndte M at tale til veninden, som ikke lod sig mærke med det, men blot svarede.